News Releases Live Gallery Contact
FacebookMyspaceItunesSpreadshirt USSpreadshirt EU
   

CD´s ·

vinyls ·

compilations ·

other appearences ·

misc

     
             
 


Review at Transmission.nu :
http://www.transmission.nu/anmeldelse.php?id=130

Albummets stemning slås an fra starten med ”Black Moth”.
En ildevarslende lydkonstruktion af fjerne skudsalver, dæmpede pauker og et isnende keyboard tema.
”Here we are under the stars / empty as dead brothers in arms”, hviskes der, og det står klart,
at der stadig ikke er meget lys i Kim Larsens
(nej, ikke ham, men den anden – ingen anmeldelse uden en sådan kommentar) musikalske verden.
Noget der naturligvis har været klart for enhver, der har fulgt med i hans output,
fra de smukke lyriske og melodiske undergangsmetalplader med Saturnus i halvfemserne,
til den mere rockede, men stadig melankolske tilgang i The Loveless
og de atmosfæremættede tidligere Of the Wand and the Moon udgivelser.

Denne opfattelse bliver dog straks sat på en prøve med andet nummer ”Nighttime in Sonnenheim”.
Ikke fordi det er de særlig meget lysere stemninger, der er fundet frem her,
men fordi nummeret alligevel repræsenterer en varme og nærhed, der enkelte gange vender tilbage på pladen,
men ellers må siges at være næsten ukendt i Larsens musikalske univers
(kendere vil naturligvis nævne nogen undtagelser her, men som altid: ingen regler uden undtagelser).
Samme stemning går igen på ”Summer Solstice” og ”Here’s An Ode”,
der næsten kan siges at hylde livet og kærligheden hver især.

Andetsteds er det dog tilbage til mere velkendt territorium igen og den gamle livekending ”My Black Faith”,
der tidligere har været ude på en stærkt limiteret 7” single, får her et mere orkestreret og knap så aggressivt udtryk. Samtidig er den, sammen med ”Wonderful Wonderful Sun”,
albummets stærke midtpunkt og begge numre viser virkelig keyboardtroldmanden
Niels Rønnes arbejde frem på overbevisende vis.
Netop ”Wonderful Wonderful Sun” peger i den grad fremad for Of the Wand and the Moons lyd,
idet den i sin melodi og akkordprogressioner antager en nærmest Sort Sol’sk ynde og finesse.
Jeg kunne sagtens ønske sig mere af den slags, i stedet for hvad der, efterhånden som albummet skrider frem,
godt kan føles som lidt for standard neo-folk sange, hvor den Death in June inspirerede akustiske guitar
og højtidelige keyboardflader tager for meget over.

Generelt er ”Sonnenheim” dog et virkelig stærkt album, der sagtens kan appellere til andet end neo-folk fanatikere. Dette er netop på grund af den førnævnte pop-sensibilitet, der sniger sig ind hist og pist,
og som løfter albummet op i lyset. Jeg kan dog ikke lade være med at ønske,
at Larsen turde tage disse elementer endnu længere ud og bryde flere af genrens begrænsninger,
regler og konventioner, for så kunne det næste album i sandhed blive stort.

Karakter: 4 / 6
Af Dave Müller


 



Back to Sonnenheim >>