News Releases Live Gallery Contact
FacebookMyspaceItunesSpreadshirt USSpreadshirt EU
   

CD´s ·

vinyls ·

compilations ·

other appearences ·

misc

     
             
 


Review at Geiger.dk :
http://www.geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=2105

:Of the Wand and the Moon: er, inden for sin egen snævre genre,
måske en af Danmarks mest succesfulde musikalske eksportvarer,
selvom det næppe vil forgylde nogen af de involverede parter.
Bandet, som først og fremmest er en kanal for Kim Larsens (eks-Saturnus, the Loveless) kreative udladninger,
har tidligere udgivet tre varmt modtagne plader, spillet en række koncerter i ind- og udland –
bl.a. som hovednavn på Wave-Gotik festivalen i Leipzig – og har høstet rosende ord fra ingen ringere end Douglas P., der om nogen har stået fadder til denne gren af neofolken.

Netop dennes indflydelsesrige projekt Death In June har kastet lange skygger over :OTWATM:,
og Kim Larsen er blevet klandret for til tider at lægge sig lidt for tæt op ad forbilledets lyd.
Jeg har dog egentlig altid ment, at denne kritik var en anelse uretfærdig, om ikke helt uforståelig. :OTWATM: har haft, og har stadig, en umiskendelig egen identitet, som er rodfæstet i nordisk (ny-)hedenskab og runemystik.

Det lyse og gyldne pap-omslag til Sonnenheim er ualmindeligt smukt og stiligt.
Det indeholder sågar et billede af en saligt smilende Larsen.
Også sangtitlerne antyder en gryende optimisme – noget ganske usædvanligt på en scene,
der er temmelig præget af gotikkens kroniske mismod –
hvilket unægteligt satte mine forventninger til pladen meget højt i vejret, før den overhovedet var havnet i anlægget. Desværre måtte jeg, allerede fra første gennemlytning, vedkende mig en vis skuffelse,
som endnu ikke helt har fortaget sig.

Udtrykket er efterhånden velkendt og velafprøvet.
Den akustiske guitar bærer sangene frem, mens Larsen hvisker og taler sig igennem teksterne,
kun ledsaget af enkelte melodiske fraseringer. Det er en form, som Larsen behersker aldeles glimrende,
men som heller ikke lægger op til spektakulære fejltrin.
En vis melodisk kolorit tilføjes af Andreas Ritters (Forseti) harmonika,
med hvem :OTWATM: deler label (Eis+Licht og Tesco), og med hvem Larsen har optrådt en del gange.
Dertil lægges nogle stemningsskabende, foruroligende (når de er bedst) elektroniske indslag.
Tidligere har Hansen (Unveiled) varetaget denne side af udtrykket, men denne gang er det Larsen selv
(eller Niels Rønne – det fremgår ikke tydeligt), der er ansvarlig.
Desværre virker indslagene en anelse grovkornede – ikke mindst i introen –
og der slås ikke tilstrækkelig bro mellem uhygge-muzakken og de mere regulære sange.
Jeg savner i den grad et dionysisk element, der kan ryste op i det beherskede, apollinske udtryk
(som Vargọld og Sól ek Sá gjorde det for mig), eller et feminint melodisk modspil,
der kan kontrastere det maskuline fokus på venskab, våben og selvmedlidenhed.

Hermed bringes jeg til at nævne teksterne, der, som alt andet på Sonnenheim er gode nok, i det mindste.
Der refereres til solhverv af begge slags, til drikkelag og til forelsket lykke,
så hvorfor er denne plade alligevel en så decideret ufestlig affære?!
Endvidere er der en række referencer til fjender og modstandere,
som aldrig rigtig bliver konkretiseret tilstrækkeligt til, at man deler indignationen.
Måske er det indforstået, måske er det pladderhumanister, pædagoger og denne verdens fyrster,
som ønskes nakkeskudt, men fordi det aldrig bliver rigtig klart, hvem fjenden er,
kommer det hele desværre til at minde lige så meget om en julefrokost i hjemmeværnet som om kultiske højtideligheder i et hedensk Männerbund.

På trods af visse nye tiltag efterlades jeg med indtrykket af,
at disse om noget bringer :OTWATM: endnu tættere på Death In June.
Blot en anden, tidligere årgang (nu nærmere The Corn Years end Rose Clouds of Holocaust).
Der refereres både musikalsk (i særdeleshed de samplede monologer står ud) og lyrisk
(tematisk såvel som specifikt), men jeg skal ikke gå i detaljer, da det heller ikke på noget tidspunkt bliver graverende. Man sidder blot tilbage med en mild ærgrelse over,
at udviklingen går mod et mindre selvstændigt udtryk for :OTWATM:.

Sonnenheim er ingen dårlig plade! :OTWATM: har blot, på sine første udgivelser, formået at sætte barren så højt, at man nemt giver en hårdere medfart til en udgivelse, der synes at savne nødvendighed og kreativt overskud. Jeg ville gerne give Sonnenheim en helhjertet anbefaling, men trods min sympati for projektet er det mig ikke muligt. Dertil mangler simpelthen et mindre jordskælv, der kan ryste Larsen bort fra hans alt for godt kontrollerede virkemidler. En nytilkommen lytter (som ikke er en hjælpeløst forkvaklet cover-fetischist) vil med fordel kunne starte sin samling af :OTWATM: fra begyndelsen og så håbe på, at Larsen i mellemtiden fremstiller et mesterværk. Jeg vil ikke selv holde vejret meget længere, men i det mindste fortsat følge bandet gennem øjenkrogen.

David Folkmann Drost, 3. maj 2006

 



Back to Sonnenheim >>