News Releases Live Gallery Contact
FacebookMyspaceItunesSpreadshirt USSpreadshirt EU
   

CD´s ·

vinyls ·

compilations ·

other appearences ·

misc

     
             
 


Review at Clonemetal.dk :
http://www.clonemetal.dk/

Siden guitarist og sangskriver Kim Larsen forlod de danske doom konger i Saturnus,
har han haft sit eget neofolk projekt Of The Wand & The Moon kørende;
et projekt som allerede har en lind strøm af albums, 7”, 10” og medvirken på diverse compilations bag sig.
Nu har hr. Larsen også startet sit eget pladeselskab Heidrunar/Myrkrunar,
hvis første udgivelse naturligt nok er blevet det helt nye og 4. full-length Of The Wand & The Moon album ”Sonnenheim”. 

Sidst jeg så Of The Wand & The Moon live, var det sammen med de to tyske neofolk bands Sonne Hagal og Forseti,
og noget tyder på at der er blevet knyttet tætte bånd i den forbindelse,
for både John van der Lieth fra Sonne Hagal og Andreas Ritter fra Forseti giver en hånd med på ”Sonnenheim”
i form af backing vokal, akkordeon og percussion, og også Morten Lybecker og Lars Korsholm
fra vores egne Blazing Eternity har hjulpet lidt til. 

Min favorit på ”Sonnenheim” er nok ”My Black Faith”,
hvor albummets ellers ret minimalistiske lydbillede bredes lidt mere storslået ud,
men også smukke mere traditionelle numre i bedste Death In June tradition såsom ”Nighttime In Sonnenheim”, ”Wonderful Wonderful Sun”, ”Here’s An Ode” og ”Like Wolves” er ganske fornøjelige at lægge øre til. 

Det der dog i mine ører afholder Of The Wand & The Moon fra endnu helt at tilhøre neofolk genrens
absolutte superliga er den nær totale forudsigelighed i kompositionerne på ”Sonnenheim”,
hvor fermt og smukke de end er udført.
Alt er ligesom hørt til hudløshed mange gange før hos netop bands som Death In June og Forseti;
først tager man et post-industrielt klingende, dystert lydlandskab (”Black Moth”, ”I Shall Feast”),
så introducerer man en smuk neofolk ballade akkompagneret af akustisk guitar,
lidt akkordeon og noget keyboard (”Summer Solstice”, ”Here’s An Ode”),
fulgt op af en mere percussion orienteret sag (”Camouflage”, ”Hail Hail Hail II”),
hvorefter hele denne cyklus gentages et passende antal gange over albummets 14 numre.
Tilsæt hertil et naturromantiserede og kultur-nostalgisk lyrisk univers
fremført af en tyst deklamerende hviskevokal på skiftevis tysk og engelsk,
og du har opskriften på ”Sonnenheim”. Ikke just en uprøvet formel…

På den anden side kan man jo indvende at det netop er sådan flertallet af genrens fans foretrækker
at deres daglige dosis neofolk skal lyde,
og indenfor rammerne af genrens snærende bånd er Of The Wand & The Moon bestemt det bedste neofolk projekt Danmark nogensinde har haft at byde på, og Kim Larsens glimrende sangskrivningsevner
kan der heller ikke rokkes ved.
Personligt håber jeg dog på en smule mere musikalsk eventyrlyst og eksperimentation
på den næste Of The Wand & The Moon udgivelse, hvis ikke den såre sympatiske mr. Larsen
skal blive fanget i forudsigelighedens hængedynd.
Indtil da er ”Sonnenheim” at betragte som et vellykket stilstudie i traditionel neofolk,
som alle fans af genren trykt kan støtte op om.
Som musikalsk ledsager til de kommende kolde og mørke vinteraftner foran kaminen
med et glas absint og lidt passende misantropiske litteratur
burde det nye Of The Wand & The Moon album i hvert fald fungere fortrinligt.

–byrial



 



Back to Sonnenheim >>