News Releases Live Gallery Contact
FacebookMyspaceItunesSpreadshirt USSpreadshirt EU
   

CD´s ·

vinyls ·

compilations ·

other appearences ·

misc

     
             
 


Review at Geiger
http://www.geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3247

Når musik har et nært tilknytningsforhold til en meget stærk subkultur, kan der være en fare for, at attitude spærer for kreativitet. Tit kommer selve det at vise sit klare ståsted og især afgrænse sig fra en bredere musikkultur til at stå i første række, og musikken bliver nærmest en kode for de indviede, men det er sjældent, at dette gavner musikken som sådan.

Man finder ofte problemet på f.eks. punk- og metalscenen. Men man finder det i høj grad også i neo-folken. I hvert fald det ofte været et problem for mig virkelig at nyde neo-folken. I grunden kan jeg godt lide meget af musikken, men problemet er, at denne musik alt for tit indskrænkes af en spændetrøje af hedensk symbolik, apokalyptiske vrøvlerier og påtaget dystre miner. Og det virker ofte ufrivilligt komisk på mig, når folk prøver så hårdt på at lyde uhyggelige. Især når de har så travlt med det, at de helt glemmer at lave ordentlig musik.

Af samme grund blev jeg meget positivt overrasket over Solanaceae – et nyt projekt fra danske Kim Larsen, som mange neo-folk fans vil kende for Of the Wand & the Moon. Of the Wand & the Moon er et af ret få danske neo-folk-projekter, der har opnået en international anerkendelse, og ikke uden grund, for Larsen har bestemt været en ferm udøver af stilarten. Imidlertid har hans tidligere projekter efter min mening ikke været helt fritaget for ovennævnte problemer.

Solanaceae markerer dog en bevægelse bort fra den mere entydigt apokalyptiske neo-folk, hvilket måske er grunden til, at Larsen har valgt at benytte et andet navn. Det er dog ikke en plade, der vil skræmme fans af tidligere projekter bort. Her er nemlig alt, hvad man kan ønske sig fra en god neo-folk-plade og mere til. Universet er gennemført, men netop hele tiden på musikkens præmisser. Musikken får lov at folde sig ud, og dermed får stemningerne luft under vingerne frem for at virke som tomme grimasser.

Stemningsfuldt er det unægtelig. Som forventet ofte dystert og med et skær af okkult mystik, men Solanaceae dyrker heldigvis ikke entydigt det mørke og okkulte. Her er et langt større spektrum af stemninger på færde. Ofte sniger en mere psykedelisk tone sig ind, og det klæder projektet, der finder en flot balance mellem en mørk, middelalderlig tone og visionære, psykedeliske strømme. Sine steder kan blandingen af psychedelia, middelaldermusik og neo-folk lede tankerne hen på et band som Pearls Before Swine. Men Solanaceae er slet ikke nogen bleg dansk aftapning af udenlandske forbilleder. Nej, det er absolut neo-folk i verdensklasse.

Pladen har en flot, helstøbt karakter, hvilket fint understreges af de to numre ”I Saw Them Through the Pines/They Only Walk On Moss” og ”I Saw Her Through the Pines”, der henholdsvis åbner og lukker og dermed skaber en ramme omkring sangene. De fleste af sangene synes netop at kredse om  de ukendte kræfter, der hersker i skovene. Sangene bevarer dog mystikken om, hvad det helt præcist er, der skjuler sig der, og den til tider uhyggeligt stemning udvikler sig aldrig til plat horror. Man fornemmer hekseprocessioner, magiske handlinger i fuldmånens skær, ofringer, men selv når der i den afsluttende sang tales om ”The Horned One”, der hersker i skoven, er det ikke ganske klart, om det er selve Satan eller snarere en hedensk satyr.

Selve Larsens stemme, der typisk befinder sig i et dunkelt, hviskende leje kan godt irritere mig lidt. Til gengæld er musikken en ren fryd. Man mærker, at der virkelig er tænkt over arrangementerne og opbygningen, og alt er fornemt produceret og spillet. Her følger den ene smukke guitarfigur eller violinpassage den anden, og velvalgte gæstevokalister dukker op og supplerer Larsens lidt begrænsede sangregister. F.eks. løfter Chelsea Robb (fra Arrowwood) i den grad nummeret ”O Deep Woods” med sin æteriske stemme, så man næsten ser elverpigerne svæve for sig. Ligeledes er Anne Eltards brilliante violinspil med til at hæve flere af numrene – f.eks. det fremragende ”The Swallows Spirals Through Them”– til næsten sublime højder.

Kort sagt: Solanaceae er en sikker investering, hvis man i forvejen interesserer sig for Of the Wand & The Moon og lignende neo-folk-projekter. Men omvendt er det ej en plade for de indviede. Faktisk burde alle med interesse for veludført folkemusik unde sig at give Solanaceae et lyt.

Rasmus Steffensen, 29. maj, 2009

 



Back to Solanaceae>>